Andreas’ flotte pantindsamling

Andreas’ indsamling løb løbsk​​​​​​​
Målet var sat til 10.000 kroner på 6 måneder, men efter allerede 2 måneder havde den 16 årige Andreas Borup samlet 20.000 kroner ind til årets Knæk Cancer. Og han er ikke færdig endnu.

Det er ikke første år, at Andreas samler ind til Knæk Cancer. Faktisk samlede han og en klassekammerat 3.500 kroner ind under Knæk Cancer ugen i 2019. Her blev han bidt af det.

Andreas besluttede sig for at se, hvor meget han kunne samle ind, hvis han startede årets indsamling tidligere. I april lavede han derfor et opslag i den lokale Facebookgruppe for hjembyen Skovby, ved Galten, om, at han gerne kom og hentede folks pant flasker og dåser, til fordel for Knæk Cancer.

Målet var 10.000 kroner.

Man skal være seriøs
Indsamlingen kom lidt tungt fra start. Folk var skeptiske – i hvert fald tog det tid før de første begyndte at henvende sig. Andreas sørgede derfor løbende for at lave opslag i gruppen, hvor han fortalte, hvordan indsamlingen skred frem, og at han stod klar til at komme ud og hente pant. Og det virkede.

- Man skal bare være lidt vedholden. Det er vigtigt, at man viser, at man mener det seriøst. Jeg har svaret på alle de henvendelser, som jeg fik. Det har også betydet, at jeg har fået donationer fra folk både fra Sjælland og Nordjylland.

Alligevel var Andreas overrasket, da han et par måneder inde i indsamlingen havde overskredet hans oprindelige mål og stod med 20.000 kroner til kræftsagen.

En travl ung mand
Når man taler med Andreas fornemmer man, at han er en driftig ung mand, der gerne vil andre mennesker og som trives med at være i gang med en masse ting. Når han ikke har haft travlt med at passe skolen, jobbet i det lokale supermarked eller med at hente de cirka 13.000 dåser og flasker, som det pt er blevet til, bruges tiden i ungdomsklubben. Her er det primært kreative sysler, som han nyder at bruge tiden på.

Samler ind så andre ikke skal miste en kær
Det er ikke kun Andreas’ arbejdsomhed der driver hans Knæk Cancer indsamling. Hjertet sidder også det rigtige sted på den unge mand, som også selv har haft sygdommen tæt inde på livet. Da han var blot 6 måneder gammel mistede han sin mor til kræft. I dag er han del af en dejlig sammenbragt familie, som han beskriver det, men savnet af moren forsvinder aldrig.

- Det er blandt andet på grund af hende, at jeg samler ind til Knæk Cancer. Jeg ønsker ikke for nogen andre, at de skal opleve det, som jeg har – at miste én som de har kær.

Blev syg i 8. klasse
Det er ikke Andreas’ eneste møde med alvorlig sygdom. Det er bare ikke det første han har lyst til at fortælle folk. I 8. klasse måtte den skoleglade dreng ofte gå hjem syg, med en slem hovedpine. Lægens første bud på en diagnose lød på migræne, men scanninger på Skejby Hospital viste, at Andreas havde en knude i hjernen. I maj 2019 blev Andreas opereret og fik fjernet knuden. Den viste sig at være 5,5 cm stor, men den var heldigvis godartet.

Hurtigt i gang igen
På den anden side af sommerferien startede Andreas tilbage i skolen. Bare nogle timer hver dag. Men den aktive herre tog også over i ungdomsklubben nogle timer hver eftermiddag. Der havde han fået arrangeret et praktikforløb, hvor han kunne hjælpe til med forskellige ting.

Andreas har det godt, men skal tage medicin hver dag og gå til kontrolundersøgelser hvert halve år. Men selvom omgivelserne har taklet hans sygdomsforløb fint, er det ikke noget Andreas taler så meget om.

-Jeg vil helst bare være Andreas, når jeg møder folk, og ikke Andreas der har haft en knude i hjernen.

Opbakningen betyder meget
Med kræften tæt inde på livet betyder opbakningen til indsamlingen desto mere for Andreas:

- Jeg håber, at min indsamling kan være med til at bidrage til, at vi i fremtiden kan komme sygdommen til livs. Jeg er så glad for al den opbakning, som jeg har fået. Alle bidrag, store som små, tæller med og har stor betydning.  

Til trods for, at været nået langt forbi det oprindelig mål, fortsætter Andreas arbejdet med indsamlingen – helt til lørdag i uge 43. Og det bliver nok ikke sidste gang, at Andreas samler ind til den gode sag.

- Det er en sjov måde at gøre en forskel for andre. Der går lidt konkurrence i det, og så møder man også en masse forskellige mennesker – nogle der også har haft sygdommen inde på livet. Især de er glade for og imponerede over, at en fyr på 16 år gør som jeg og støtter kræftsagen.