Udvikling af vaccine mod knoglemarvskræft

Nicolai Grønne Jørgensen fik 3 mio. kr. fra Knæk Cancer indsamlingen til at forske i behandlingen af knoglemarvskræft.

Af Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm

I 2015 fik Nicolai Grønne Jørgensen 3 mio. kr. fra Knæk Cancer indsamlingen.

Et af de forskningsområder, der er blevet styrket takket være Knæk Cancer indsamlingerne, er immunterapi. Behandlingen, der kort fortalt går ud på at hjælpe patientens immunforsvar til at bekæmpe kræften, har givet fantastiske resultater for nogle patienter. Men på nuværende tidspunkt er der ikke tilbud til alle, og nogle patienter oplever også alvorlige bivirkninger af behandlingerne. Derfor er der fortsat brug for forskningen.

I 2015 fik Nicolai Grønne Jørgensen 3 mio. kr. fra Knæk Cancer indsamlingen til at forske i behandlingen af knoglemarvskræft, som hvert år rammer omkring 300 danskere. Mange af patienterne behandles med højdosis kemoterapi og stamcelletransplantation med egne celler. Behandlingen kan holde kræftcellerne fra døren i et stykke tid, men desværre kommer kræften ofte igen.

De kliniske forsøg er godt i gang

På Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital er et hold af forskere i gang med at udvikle en ny vaccine, som muligvis kan styrke immunforsvaret hos patienter med myelomatose og dermed nedsætte risikoen for tilbagefald.

Laboratorieforsøgene så meget lovende ud, og det første med patienter er nu afsluttet. 10 patienter med knoglemarvskræft har fået vaccinen for at se, om de oplevede nogle alvorlige bivirkninger ved den – og det gjorde de ikke. Det fortæller Nicolai Grønne Jørgensen, der står bag forskningsprojektet:

- Vi er nu i gang med at afprøve vaccinen på et større antal patienter, hvor sygdommen endnu ikke er så fremskreden. Det gør vi for at se, om vaccinen kan forhindre sygdommen i at udvikle sig. Vi afprøver vaccinen på knoglemarvskræft, og hvis det viser sig, at den har en effekt, så kan den i princippet virke på mange andre typer kræft, da den virker ved at aktivere immunforsvaret til selv at bekæmpe kræftcellerne, siger Nicolai Grønne Jørgensen.

Det nuværende forsøg hvor vaccinen afprøves i såkaldt asymptomatisk myelomatose forventes afsluttet 2020.

Artiklen er opdateret oktober 2019.

Støt via SMS

SMS KNÆK til 1422


og støt med 150 kr.

Støt via MobilePay

Send et valgfrit beløb til

15 10 65

og støt Knæk Cancer

Del denne side