MØGELTØNDER KNÆKKER CANCER: ’SAMMEN KAN VI GØRE EN FORSKEL’

Af Senem Aydinoglu

Mørket sænker sig over Slotfeltlade i Møgeltønder. Vinden har lagt sig. Månelyset der rammer det stråtækte tag, og faklerne langs voldene er det eneste, der lyser mørket op og viser gæsterne vej.

- Velkommen, siger Mona, som står i døren og kaster et blik ud over forsamlingen for at vurdere fremmødet.   

Den efterårskolde lade er fyldt. Så langt øjet rækker sidder småsnakkende gæster under tæpper og varmer sig. Og mens lysposerne tændes i vinduerne, træder gospelkoret, Visvocal, ind på den oplyste scene.

Småsnakkeriet forstummes og der bliver helt stille i laden. Mens koret som en hyldest til de lyse tider, bevæger sig dybere ind i Alberte Windings ’Lyse nætter’, er publikum tavse og opmærksomme. Den bidende kulde er for længst fortrængt denne kolde oktoberaften.

Bagerst i laden står Mona og hendes to veninder Kathrin og Mia og betragter aftenen. Det her er et af de øjeblikke, som de har ventet mest på. Klapsalverne mellem sangene er de eneste brud på stilheden.

- Er det virkelig os, der har arrangeret det her? spørger Mia med stolthed i stemmen.

Hele aftenen emmer af ro og eftertænksomhed. Nogle holder om hinanden, og andre kniber en tåre, mens de sammen mindes dem, de har mistet til kræft og sender tanker til dem, der er ramt af sygdommen.

At gøre en forskel
Mona er selv en af dem, der har haft kræften tæt inde på livet. Første gang var, da hendes nu 13-årige datter, som halvandet-årig fik konstateret nyrekræft. Heldigvis er hun kræftfri i dag og har det godt.

Og anden gang var, da hendes mor for knap syv måneder siden blev ramt. Sygdommen ramte hårdt og uventet. Efter et kort sygdomsforløb på syv uger mistede Mona sin mor.

- Siden min datters sygdom har det ligget mig på sinde at gøre en forskel for kræftsagen. Da jeg mistede min mor i foråret, kunne jeg bare mærke, at nu var det nu. Så jeg spurgte mine gode veninder, Mia og Kathrin, om de ville hjælpe mig, fortæller Mona.

Det ville de. Uden tøven sagde begge veninderne ja.

- Selvom jeg ikke selv har været berørt af kræften på samme måde som Mona, så er det en fælles kamp, som lige så meget er min, som den er alle andres, så jeg var ikke i tvivl, fortæller Kathrin.

- Det var en oplagt mulighed for at gøre en forskel. Det føltes helt rigtigt, da jeg sagde ja. Og da jeg kiggede rundt på folks ansigter til støttekoncerten, kunne jeg se, at de var berørte. Trods afstandene i rummet, rykkede de sammen i tankerne. Det betød noget for dem, og det er det hele værd, fortsætter Mia.

Overvældende opbakning fra lokalsamfundet

Forud for støttekoncerten ligger rigtig mange sene aftentimers forberedelse og arbejde. Og aftenen er blot en ud af fem arrangementer, som de tre veninder står bag.

Ud over aftenens koncert har venindetrioen afholdt et foredrag og et cykelløb, og yderligere to arrangementer venter forude. Da de tre veninder i foråret besluttede at kaste sig ud i indsamlingen, anede de ikke, hvor stor en succes, det ville blive. 88.000 kroner er allerede indsamlet til Knæk Cancer.

- I takt med at opbakningen voksede, voksede vores arrangementer også. Det greb om sig, og vi ville mere og vildere, så vi kunne indsamle mere. Og det skete. Vi er så stolte. Både af os selv og vores lokalsamfund, som virkelig har stået sammen med os hele vejen, siger Kathrin.

Støtten viste sig ikke kun ved at de lokale møder op i stor stil til arrangementerne. Den viser sig også ved de bidrag, som eksempelvis den lokale SFO kom med. Sammen med børnene kreerede de varmepuder, som blev solgt til arrangementerne.

- Fællesskabet, velvilligheden og opbakningen har været livsbekræftende at være vidne til. Det er så stort, at alle ville hjælpe til. På intet tidspunkt har vi følt os alene, og vi er i dag ikke tvivl om, at vi sammen kan gøre en forskel, konstaterer Mia stolt.

Lidt for enhver smag

De fem arrangementer er ingen tilfældighed. For da de tre kvinder en sen aften på hjemmekontoret hos Mona, lagde planen, var de meget enige om, at der skulle være lidt til enhver smag.

- Det skulle også være sjovt for børnene, og samtidig give anledning til at tage snakken om sygdommen, så de forstod hvad det hele gik ud på. Selv om det var lidt ambitiøst, lykkedes det, fortæller Mona og fortsætter:

- Især til cykelløbet, hvor stoltheden strålede ud af børnene. Det handlede ikke om, hvem der kom først, men om at hjælpe hinanden, så vi sammen kunne hjælpe de syge og deres familier. Min egen datter nåede også et flot resultat, og havde tårer i øjnene, da hun kom i mål. 

Det er ikke kun Monas datter, som har været med til at hjælpe og indsamle. Faktisk har alle familiemedlemmer i alle aldre givet en hjælpende hånd undervejs.

- Indsamlingen og Knæk Cancer har fyldt meget rundt om middagsbordet. Og det gælder for alle tre familier. Både følsomme emner og gode ideer er blevet vendt og placeret, fortæller Katrin, mens hun gør lysposerne klar til det sidste arrangement på fredag.

Med fælles gåtur, lysceremoni, sang og ét minuts stilhed, sætter de tre veninder, sammen med deres familier, det sidste punktum på fredag. Og de glæder sig ’som små børn’, tilføjer Mona.

Efter aftenens koncert, som varede et par timer, forlod de mange gæster Slotfeltlade. Berørte og eftertænksomme bevægede de sig mod deres biler.