For min far

Kære far,

Til december er det 10 år siden, at du gik bort.

Jeg var 22 år gammel, da vi måtte sige på gensyn. Det var alt for tidligt og jeg følte knap nok selv, at jeg var blevet voksen endnu.

Der er sket så meget i de sidste 10 år. Der har været uendeligt mange begivenheder, som du skulle have været en del af, og en masse oplevelser som jeg ville have delt med dig. Langsomt men sikkert, er jeg måske endelig blevet rigtigt voksen: Jeg er blevet gift, jeg har fået et "ægte" arbejde, et hus og en bil (med et meget stort bagagerum). Men vigtigst af alt, så har du fået to dejlige børnebørn og en fantastisk svigerdatter. De nåede desværre ikke at møde dig, men de kender dig alle tre alligevel. For på mange måder er du stadig en stor og vigtig del af mit og vores liv. Derfor har jeg også altid haft dig med hos mig i alt det, der er sket gennem de sidste 10 år.

Vi besøger tit kirkegården og din sten. For mig er det et sted, der kan give ro og glæde, sådan som du ønskede det. Jeg kan komme der, når jeg er glad, når der er noget, jeg ville have fortalt dig, eller når vi bare skal ned forbi og besøge farfar. Jeg ved også, at når livet gør ondt og det hele er noget møg, kan jeg besøge dig, sende tanker i din retning og finde hjælp.

Når jeg ser tilbage på hvad der er sket i mit liv de sidste 10 år, virker det som lang tid siden, at du gik bort. Heldigvis føles det ofte som om, at det var lige for nylig, at vi så hinanden sidst. Det ved jeg er, fordi du altid er her og er med i mine tanker og i mit sind.

Tak for dig.