For min storebror, Esben Staudt.

Når cancer siger goddag, siger man farvel til sit gamle liv. Man lever fra det ene scanningsresultat til det andet. Knuden i maven vokser og angsten for hvad der kommer til at ske, bliver allestedsnærværende. Som pårørende står man i et limbo hvor sorg, frygt og kaos skal gå hånd i hånd med dagligdagens praktiske opgaver. Det kræver sin mand eller kvinde! Vores faste holdepunkt i min brors sygdomsforløb har været familien - det er der vi har grint, grædt, hjulpet hinanden og fået italesat de ting der skulle siges. Men det er ikke alle pårørende forundt. Derfor går min indsamling til gruppen af "voksne og pårørende" - til hverdagens ægte krigere!