Simi Jan: Min mor smiler trods cancer

”Tumoren i tarmen har spredt sig til leveren. Der er ni metastaser i leveren… Det er mere alvorligt end først antaget”, siger en ung mandlig læge, mens han kigger på min mor og så over på mig.

Der er pludselig utroligt stille i rummet. Tiden går i stå. Jeg stirrer på ham. Hvor kom leveren fra? Ni metas-hvad-for-noget. Det var jo kun én knude i tarmen, der kunne opereres væk.

Jeg rækker ud efter min mors hånd, og holder fast i hende, i håb om, at hun aldrig forlader mig. Mit forbillede. Min inspiration. Mit idol. En kvinde, der har vist mig, at man kan hvad man vil. At man ikke skal give op. Og at modstand gør en stærkere. En kvinde, der blot er 16 år ældre end mig.

Denne lægesamtale var i foråret. Siden har der været mange lægesamtaler og kemobehandlinger. Flere ture på akut – og indlæggelser på hjerteafdelingen. Mange søvnløse nætter. Følelsen af afmagt. Og frygt for at miste.

For mister jeg min mor, mister jeg noget af mig selv. Derfor kæmper jeg sammen med hende. Side om side. Dag og nat.
Det blev til et farvel til min nye udstationering i Istanbul. Jeg nåede kun at være der en måned. Det blev til en pause fra nyheder. For både Istanbul og nyhederne er der også om nogle år. Det er ikke sikkert min mor er det.

Vi kæmper videre.
Min mor er endnu sejere end jeg troede. Trods en dødsdom hængende over hovedet, spreder hun glæde på sygehuset. Trøster de andre patienter. Smiler og griner. Giver dem et håb. Hun er et livstykke uden lige. Hun har en viljestyrke uden sammenligning.

Og jeg iagttager hende ydmygt og betagende på sidelinjen. Fuld af respekt. Fuld af ærefrygt. Og når vi ind imellem har svært ved at se lyset, minder vi hinanden om, at vi sammen nok skal knække canceren…