Til minde om Heidi - verdens bedste mor

⏳Februar 2016: Jeg skal som 17’årig ind og have en lægeerklæring til mit kørekort. Min mor, 42, har gennem et stykke tid døjet med lette rygsmerter, som hun kan passende få tjekket i samme ombæring. Måske hun også har været en smule træt, men det er nok ingenting.

Vi springer knap 3 måneder frem.

⏳Start maj 2016: Min mor overflyttes til et hospice. Canceren er nu så fremskreden, metastaserne så multiple, at al håb er svundet. Min mor er blot en skygge af sig selv. En forvandling jeg ikke ønsker for nogen anden at se overgå sin mor eller anden person, de har kær. Men hun er stadig ved godt mod, kan grine. Jeg holder hendes hånd inden hun falder i søvn - nusser den. Hun nusser tilbage. Et lille smil inden hun falder i søvn.

⏳8. maj 2016: Mors dag. En fuldstændig ubegribelig følelse. Vi ved ikke hvor længe min mor har endnu. Vi sætter pris på hvert åndedrag. Hun har fødselsdag om 2 dage. Vi giver min mor både morsdagsgave og fødselsdagsgave - vi ved ikke om hun kan leve natten over.

⏳10. maj 2016: Min mor fylder 43 år. Fødselsdagen fejres på hospice. I min erindring, en utrolig smuk dag på alle niveauer. Min mor modtager 43 røde roser af min mormor og morfar, og solen skinner. Jeg ser endnu hendes glade øjne og brede smil, som hun sidder i sin kørestol med roserne. En perfekt dag. Min mor er voldsomt træt om aftenen. Jeg giver hende et knus, nusser hendes ryg. Hun nusser ikke længere tilbage. Hun er for udmattet.

⏳15. maj 2016. Kl. 05.15: Klokken runder 5 om morgenen. Min far ringer. Jeg har i perioden ikke kunne overnatte på hospice - ikke fordi jeg ikke måtte, men jeg kunne mærke på mig selv, at jeg ikke havde lyst. Far siger at jeg skal komme op på hospice. Nu.

⏳15. maj 2016. Kl. 05.20: Jeg sidder i bilen. Siger ingenting. Tænker ingenting. Træder blot på speederen. Det er mørkt udenfor.

⌛️15. maj 2016. Kl. 05.30: Jeg træder ind på stuen. Min søster, 10 år, står foroverbøjet over min mor. Min far kigger på mig: “Oskar. Din mor er død.” Jeg har mistet min mor. Hun er lige fyldt 43 år. Jeg er 18 år. Min søster er 10. Min bror er 16. Vi har mistet vores mor, og vores liv vil aldrig blive det samme.

⌛️ 15. maj 2016. Kl. 13.00: Min søster, min mormor, min kusine og min moster har (hvis jeg husker korrekt) sammen med personalet fået gjort min mor i stand. Hun er smuk. Fredfyldt. Min mormor synes hun smiler. Det synes jeg også.
Vi synger nogle sange sammen. Godnatsange som hun altid sang for os som små. Vi synger "Kære Linedanser", en sang som har stor affektiv værdi i min familie. Min far knækker sammen. Jeg har aldrig set ham græde før. Jeg har aldrig følt så stor afmagt i hele mit liv. Min onkel tager ham under skulderen.

⌛️ 20. maj 2016. Dagen for bisættelsen af min mor. En fyldt kirke, en kirkegulv fyldt med blomster. "Kære Linedanser" sunget i kirken. En smuk dag. Da bilen kører væk er det mig der bryder sammen. Nu går virkeligheden for alvor op for mig. Min mor er væk.

Ovenstående er min historie, som jeg har oplevet den. Den fulde historie indeholder mange elementer, som er svære at formidle i en kort tekst, men selv på sit sidste leje og efter døden er min mor til stadighed min største motivation og inspiration.
Jeg taler stadig med hende.
Hun er stadig.
På brystet bærer jeg en tatovering magen til min fars og lillebrors - et motiv som er afbildet i denne indsamling. En tatovering som symboliserer troen og håbet på at alt bliver bedre, og kærligheden til min familie og til mine nære. Et symbol på altid at være der for hinanden, og at prioritere tiden med dem du holder af - tiden kan hurtigt løbe ud.

Min mor er årsagen til, at jeg idag er på 4. år af medicinstudiet. Jeg kæmper ofte med tanken om, at hun ikke kender den person jeg er idag. Det er hårdt at tænke på. Men jeg overbeviser mig selv om, at hun er stolt af mig.

Jeg selv, og min familie, oplevede at få den bedste hjælp fra en masse kanter - sorggrupper, præster, psykolog, familie og venner. Uden denne hjælp, er det umuligt at klare sig igennem sådan et forløb.

Jeg vil kæmpe for, at ingen vil stå i samme situation som jeg selv og min familie i 2016. Jeg ved det er utopisk, urealistisk - umuligt. Men jeg vil gøre hvad jeg kan.

Ved at støtte min indsamling, kan du give et bidrag, og hjælpe mig med at realisere dette. Ved at bidrage støtter du Kræftens Bekæmpelse, og du vil støtte vigtig forskning, behandling og hjælp til ofre og pårørende.

Om ikke andet, skal du have tak for at have læst med.