Til minde om Heidi - verdens bedste mor

⏳Februar 2016: Jeg skal som 17’årig ind og have en lægeerklæring til mit kørekort. Min mor, 42, har gennem et stykke tid døjet med lette rygsmerter, som hun kan passende få tjekket i samme ombæring.

Vi springer knap 3 måneder frem.

⏳Start maj 2016: Min mor overflyttes til et hospice. Canceren er nu så fremskreden, metastaserne så multiple, at al håb er svundet. Min mor er blot en skygge af sig selv. En forvandling jeg ikke ønsker for nogen anden at se overgå sin mor eller anden person, de har kær. Men hun er stadig ved godt mod, kan grine. Jeg holder hendes hånd inden hun falder i søvn - nusser den. Hun nusser tilbage.

⏳8. maj 2016: Mors dag. En fuldstændig ubegribelig følelse. Vi ved ikke hvor længe min mor har endnu. Vi sætter pris på hvert åndedrag. Vi giver min mor både morsdagsgave og fødselsdagsgave - vi ved ikke om hun kan leve natten over.

⏳10. maj 2016: Min mor fylder 43 år. Fødselsdagen fejres på hospice. I min erindring, en utrolig smuk dag på alle niveauer. Min mor modtager 43 røde roser af min mormor og morfar, og solen skinner. Jeg ser endnu hendes glade øjne og brede smil, som hun sidder i sin kørestol med roserne. En perfekt dag. Min mor er voldsomt træt om aftenen. Jeg giver hende et knus, nusser hendes ryg. Hun nusser ikke længere tilbage. Hun er for udmattet.

⏳15. maj 2016. Kl. 05.15: Klokken runder 5 om morgenen. Min far ringer. Jeg har i perioden ikke kunne overnatte på hospice - ikke fordi jeg ikke måtte, men jeg kunne mærke på mig selv, at jeg ikke havde lyst. Far siger at jeg skal komme op på hospice. Nu.

⏳15. maj 2016. Kl. 05.20: Jeg sidder i bilen. Siger ingenting. Tænker ingenting. Træder blot på speederen. Det er mørkt udenfor.

⌛️15. maj 2016. Kl. 05.30: Jeg træder ind på stuen. Min søster, 10, står foroverbøjet over min mor. Min far kigger på mig: “Oskar. Din mor er død.” Jeg har mistet min mor. Hun er kun lige fyldt 43 år. Jeg er 18 år. Min søster er 10. Min bror er 16. Vi har mistet vores mor, og vores liv vil aldrig blive det samme.

Ovenstående er min historie, som jeg har oplevet den. Den fulde historie indeholder mange elementer, som er svære at formidle i en kort tekst, men selv på sit sidste leje og efter døden er min mor til stadighed min største motivation og inspiration.
Jeg taler stadig med hende.
Hun er stadig.

Hun er årsagen til, at jeg idag er på 3. år af medicinstudiet. Jeg vil kæmpe for, at ingen vil stå i samme situation som jeg selv og min familie i 2016. Jeg ved det er utopisk, urealistisk og umuligt. Men jeg vil gøre hvad jeg kan.

Ved at støtte min indsamling, kan du give et bidrag, og hjælpe mig med at realisere dette. Ved at bidrage støtter du Kræftens Bekæmpelse, og du vil støtte vigtig forskning, behandling og hjælp til ofre og pårørende.

Om ikke andet, skal du have tak for at have læst med.