Milepæl: Mange kræftformer kan nu behandles med protonterapi

Fra foråret er protonbehandling en mulighed ved alle de kræftformer, hvor man forventer en gavnlig effekt af protonstrålebehandling sammenlignet med traditionel strålebehandling. Foto: Marianne Vestergaard
Siden protonterapi blev indført i Danmark for 4 år siden, har lægerne gradvist afprøvet behandlingen mod flere og flere kræftformer. Det betyder, at proton-behandling fra foråret er en mulighed ved alle de kræftformer, hvor protoner kan være bedre end almindelig strålebehandling.

Inden for få måneder vil den første patient med livmoderhalskræft få behandling med partikelterapi på Dansk Center for Partikelterapi i Aarhus for at få den højt avancerede strålebehandling. 

Når det sker, har strålebehandlingen i Danmark nået en milepæl. Så er protonterapi nemlig et behandlingstilbud til alle de kræftpatienter, der kan have fordel af protoner. 

- Vi havde fra begyndelsen lavet en liste med rækkefølgen for de forskellige kræftformer, der skal indgå i forsøg med protonterapi. Den sidste på listen er livmoderhalskræft, siger Morten Høyer, der er professor og ledende overlæge ved Dansk Center for Partikelterapi. 

Det betyder ikke, at alle patienter, der skal have strålebehandling, skal have protonterapi. Men det betyder, at lægerne hos hver enkelte patient kan sammenligne fordele og ulemper ved almindelig strålebehandling med strålebehandling med protoner og derefter vælge det, der er bedst for patienten. 

Sådan vælger lægerne bedste behandling

  • Protonterapi er en mulighed, uanset hvor i landet man bor. Der er et tæt samarbejde mellem partikelterapicenteret og landets syv stråleafdelinger, som henviser patienter til protonterapi. To gange om dagen holder parterne videokonferencer, hvor de diskuterer mulige patienter
  • Vurderingen af, om protonterapi er det bedste valg, sker på baggrund af dosisplaner for henholdsvis behandling med traditionel stråleterapi og protonterapi Dosisplanerne viser blandt andet, hvor store doser stråling patienterne får med hver behandling, og hvordan det omkringliggende væv vil blive ramt
  • Hvis man som kræftpatient skal have strålebehandling og ønsker at få at vide, om protonterapi er relevant behandling, skal man spørge den kræftafdeling, man er tilknyttet

Læs mere:

Partikelterapi

 

Protonterapi er for de fleste patienter forsøgsbehandling i Danmark, og siden Dansk Center for Partikelterapi, der står for behandlingen, åbnede i 2019, har centerets personale og forskere metodisk tilbudt protonterapi mod den ene kræftform efter den anden. Undervejs har de nøje holdt øje med, at behandlingen var både effektiv og sikker for patienterne. 

Siden åbningen i 2019 har et stigende antal patienter fået behandling på Dansk Center for Partikelterapi. Stigningen ses inden for stort set alle de kræftformer, der behandles på centeret.  Det gælder blandt andet hjernetumorer, hoved-halskræft, brystkræft, prostatakræft og kræft hos børn. 

Og selv om traditionel strålebehandling stadig er standardbehandling ved kræft, vil den nuværende udvikling fortsætte, spår Morten Høyer. 

- Jeg tror, at protonterapi ender med at blive standardbehandling mod en række kræftformer. Det vil ikke være den bedste behandling til alle kræftpatienter, for traditionel strålebehandling er en højt avanceret behandling, som stadig vil være det bedste valg til rigtig mange patienter. Men jeg tror, at brugen af protonterapi vil stige, i takt med den tekniske udvikling, og efterhånden som vi får mere viden fra forskningen, som gør, at vi bliver bedre til at udvælge netop de patienter, der har størst gavn af protonterapi, siger Morten Høyer.

Læs også:

Flere kræftpatienter får adgang til strålebehandling med protoner

Video overlay
I denne video fra 2020 kan du høre ledende overlæge Morten Høyer fra Dansk Center for Partikelterapi fortælle om teknikken, og hvorfor det er vigtigt at forske. Video: Lasse Olofsson

Vigtig forskning

Protonterapi udmærker sig blandt andet ved at ramme tumoren med mere koncentreret stråling og give mindre skade på det normale væv omkring, sammenlignet med traditionel stråleterapi. Det betyder, at man i visse tilfælde kan give en højere dosis stråler.

Fordi behandlingen er relativt ny i Danmark, er forskning imidlertid vigtig, og hos Dansk Center for Partikelterapi foregår omkring 80 pct. af behandlingerne som forsøgsbehandling. 

De har særlig gavn af protonterapi

  • Man ved allerede en del om, hvem behandling med protonterapi især er relevant for. Et eksempel er børn, der har en øget risiko for at udvikle skader og kræft efter strålebehandling. Her har børn, der får protonterapi, en væsentligt nedsat risiko for at få en ny kræftform på grund af behandlingen, i forhold til børn, der får traditionel strålebehandling
  • Protonstrålernes positive egenskaber er typisk en fordel ved behandling af visse sjældne kræftformer og hos patienter, der skal have strålebehandling efter tilbagefald, forklarer Morten Høyer

Læs også:

Hvad sker der i kroppen ved partikelterapi?

Her arbejder forskerne blandt andet på at blive bedre til at udvælge de patienter, der har mest gavn af protonterapi. Det gør de blandt andet ved at følge kræftpatienter, der får protonterapi, i mange år efter deres behandling er afsluttet, for derved at få viden om senfølger og om risikoen for at kræften vender tilbage. 

Et andet område, der bliver forsket i, er, om man kan modificere protonstrålingen, så den giver endnu færre skader. På den måde håber man på, at protonterapi vil kunne udbredes til patientgrupper, som ikke får behandlingen i dag. 

I 2022 blev cirka 260 kræftpatienter behandlet med protonterapi på Dansk Center for Partikelterapi. I år forventes tallet at blive omkring 400.

Kræftens Bekæmpelse støtter protonterapi

Kræftens Bekæmpelse har gennem en årrække støttet forskning i protonterapi med over 61 mio. kr.