Lucas samler ind til Knæk Cancer: ’Jeg samler ind for min Pia’

Lucas har startet en pantindsamling til Knæk Cancer
Sidste år donerede 9-årige Lucas alle sine sparepenge til Knæk Cancer. I år har han startet en pantindsamling i håb om at kunne samle et større beløb ind. Det er blevet til et familieprojekt, hvor både hans mor og far hjælper til. Og hele lokalsamfundet i Hvidovre støtter op.

I oktober sidste år sad Lucas’ forældre hjemme i Hvidovre og så Knæk Cancer-showet på TV. Det gør familien hvert år, mens de hygger sig med god mad og pandekager. Lucas sad og spillede på sin iPad.

- Lige pludselig spørger han, hvor mange penge han har i sin sparegris? Jeg fortæller ham, at han har lidt over 600 kr. Vi vidste slet ikke, at han så med, men han er undervejs blevet fanget af det, der foregik på tv-skærmen, fortæller Bettina Nielsen, mor til Lucas.

På stedet beslutter Lucas sig for at ringe ind og donere pengene til kræftsagen, som han ellers er ved at spare op til en gamercomputer. Lucas’ morfar dobler beløbet op, så Lucas på live TV donerer 1.200 kroner.

- Jeg lovede Hans Pilgård i telefonen, at jeg næste år ville ringe ind med flere penge, siger Lucas.

Som sagt, så gjort. Allerede et par dage efter kom Lucas hjem med flasker, han har fundet på skolen. Og sådan starter hans pantindsamling.

Kræft helt tæt på  

Der er en helt særlig grund til, at Lucas vil være med til Knæk Cancer. Kræft er nemlig desværre ikke et ukendt begreb i Lucas’ familie. Lucas farmor dør af kræft, da hans far Niklas kun er syv år gammel. Niklas ender derfor med at vokse op på et opholdssted, hvor han møder en helt særlig pædagog ved navn Hugo, som tager Niklas under sin vinge.

Hugo og hans kone Pia kommer til at spille en vigtig rolle i Niklas’ liv som en slags reservefamilie. Relationen fortsætter ind i voksenlivet og bliver endnu vigtigere, da Niklas får sin egen lille familie.

- Da Lucas ringer ind til Knæk Cancer sidste år, er Pia desværre syg af lungekræft. Lige siden Lucas var lille har han haft et særligt bånd til Pia, som han kalder for ’min Pia’, fortæller Niklas Larsen, far til Lucas.

Omkring jul er der desværre ikke mere lægerne kan gøre for Pia, og i april i år dør hun af sygdommen. Det slår Lucas helt ud. Han har i sit stille sind gået og troet, at han kunne redde Pia, hvis bare han samler nok penge ind. Det næste stykke tid står indsamlingen stille og Lucas har ikke lyst til at fortsætte.

Men et besøg hos Hugo ændrer det. Da han hører om Lucas’ indsamling, fortæller han Lucas, at Pia ville være meget stolt over at vide, at hun er inspirationen bag. Og at han skal fortsætte for at hjælpe alle de andre, der har brug for det.

Lucas har startet en pantindsamling til Knæk Cancer

Lokalsamfundet støtter op

Og lige præcis den opmuntring er det, der skal til, for at sætte Lucas i gang igen. 

- Jeg laver et opslag i vores lokale Facebookgrupper her i Hvidovre, og så eksploderer det bare. Det vælter ind med pant, griner mor Bettina og peger ud i forhaven, som p.t. er fyldt med kæmpe sække fulde af doneret pant.

Se Lucas' Facebookgruppe

Familien havde ikke drømt om, at der ville være så stor opbakning til indsamlingen. Via en Facebookgruppe til indsamlingen og opslag i lokale grupper får de kontakt til folk, som vil donere deres pant. Det er gået hen og blevet en stor opgave at koordinere alle de mange køreture hver uge, hvor de kører rundt og henter pant, foruden de mange ture til pantstationen. Og Lucas er selv med ude hver eneste gang.

- Det er vigtigt for os, at Lucas selv er med hver gang. Det er hans projekt. Lucas har ADHD og kan have svært ved at holde interesse for ting i længere tid. Men det her brænder han for, og han accepterer, at det nogle gange kræver, at han må sige farvel til vennerne midt i et spil, fordi vi skal ud på en pantopsamling, fortæller Lucas’ far Niklas.

43.547 kroner til sagen

Lucas har pt. samlet pant ind for 43.547 kr. Han drømmer om at samle 50.000 kr. ind, men mindre kan også sagtens gøre det. Han glæder sig til at ringe ind med det indsamlede beløb og håber, at han igen i år kommer igennem til Hans Pilgård under showet. 

- Vi har simpelthen mødt de sødeste mennesker på vores vej. Folk er så hjælpsomme. Vi kommer ud til folk, som fortæller deres egne historier om kræft, nogle har skrevet små breve til Lucas, og vi har også mødt en fyr, som fast lader os låne sin trailer på vores pantopsamlingsture, fortæller far Niklas.

Den lokale tankstation har også flere gange doneret en gratis trailer. Bettina og Niklas har valgt at dække alle udgifter til benzin, evt. leje af trailer og hvad der ellers måtte dukke op undervejs. 

- Hver en krone Lucas samler ind skal gå til sagen, siger Niklas.

Og hver en krone tæller. Det ved Lucas. Han håber, at andre måske kan blive inspireret af hans indsamling:

- Alle kan være med til at gøre en forskel. Man kan samle ind på mange forskellige måder. Det bedste ved at samle ind er, at jeg er med til at hjælpe alle dem, der er syge. Jeg håber, at jeg kan være med til at knække cancer for min Pia og alle andre, der er syge, siger Lucas.

Video overlay