Fire barndomsveninder svinger saksen for Knæk Cancer
De sidste tre år har Lærke Gross, Caroline Gro Nielsen, Frederikke Høllemkær Klavsen og Caroline Hylleberg samlet ind i fællesskab til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling i deres barndomsby Struer i Vestjylland. Men de ville gerne gøre noget mere for kræftsagen, og sådan blev deres Knæk Cancer-indsamling født.
Alle fire veninder er udannet eller næsten færdige som frisører. Derfor var det nærliggende for dem at bruge deres talent for at klippe hår som motor for at samle penge ind. De satte et kryds i kalenderen allerede efter Landsindsamlingen i april og gik derefter i gang med planlægningen.
- Da først ideen var født, delte vi opgaverne imellem os. Vi oplevede en kæmpe opbakning fra vores netværk fra starten lige fra at låne en frisørsalon kvit og frit til at handle snacks og sodavand ind til dagen med rabat, fortæller Lærke.
Pigerne delte opslag på Facebook og kontaktede det lokale dagblad. Og så sad de ellers klar med lidt sommerfugle i maven til at klippe hår fra kl. 8 om morgenen til kl. 21 om aftenen en søndag i juli.
Allerede kl. 8 stod der kunder klar til alle fire piger.
Målet var at samle 10.000 kr. ind
- Vi var lidt nervøse for, om der ville dukke nogen op. Men allerede kl. 8 stod der kunder klar til os alle fire. Og derfra var der fuld drøn på især den første halvdel af dagen. Vi mødte så mange søde mennesker, som hver især var mødt op, fordi de gerne ville støtte vores indsamling. Der kom mange, som vi ikke kendte i forvejen, men som havde hørt om indsamlingen, fortæller Lærke.
Da dagen var omme, havde pigerne samlet 18.000 kr. ind. Rigtig mange kunder valgte at smide lidt ekstra oven i den billige klipning, og nogle valgte også at støtte indsamlingen uden at møde op til en klipning.
- Det var så vildt. Vi er så glade for at kunne støtte kræftsagen med vores indsamling. Men det bedste var, at vi havde den bedste dag og gik derfra trætte, men helt fyldt op af god karma, energi og taknemmelighed. Vi var alle sammen helt høje i flere dage efter, fortæller Lærke
Mistede sin far som teenager
Alle fire piger har i større eller mindre grad haft kræft inde på livet. Men for Caroline Gro betyder indsamlingen noget helt særligt. Hun mistede nemlig sin far til kræft i juli 2019, da hun kun var 17 år gammel.
- Jeg mistede både min far og min farfar til kræft inden for kun seks måneder. Det var en rigtig hård tid for hele min familie. Derfor er de også meget stolte af vores indsamling. Både min lillesøster og min kæreste kom på dagen og blev klippet. Jeg havde min far med i tankerne hele dagen. Det er en rigtig dejlig følelse, at jeg kan være med til at gøre en forskel for andre, som har kræft inde på livet, og på den måde ære min fars minde. Jeg samler ind for ham, siger Caroline.
Alle fire piger har i større eller mindre grad haft kræft inde på livet
Gentager succesen i september
Oven på den store succes med i juli, blev pigerne hurtigt enige om at arrangere endnu en klippedag. Det bliver den 24. september i Orbitsø Frisørsalon i Mejrup, lige uden for Holstebro. Her sidder pigerne klar til at klippe hår i den gode sags tjeneste fra kl. 8.00-18.00, og alle er velkommen.
- Det var helt tydeligt, at det er en sag, som berører rigtig mange mennesker. De fleste, der satte sig i stolen hos os på dagen, kunne fortælle historier om kræft. Ingen kom blot for at få en billig klipning – de kom for at støtte sagen, siger Lærke og fortsætter:
- En af de sidste kunder, jeg klippede, havde mistet sin søster til kræft i marts. Han var cyklet seks kilometer blot for at kunne støtte indsamlingen. Han fortalte, at han altid bliver klippet hos en billig frisør, fordi han ikke har råd til andet. Alligevel valgte han at betale 500 kr. ekstra for klipningen, fordi han var så glad for muligheden for at støtte sagen. Det gjorde indtryk på mig.
Pigerne gentager successen i september og samler ind til Knæk Cancer
Kæmpe opbakning
Pigernes familier og venner støttede også op i løbet af dagen. Nogle kom for at blive klippet, andre kom med alt fra moralsk støtte til mad til de flittige frisører. Frederikkes onkel, som har levet med kræft i mange år, kom for at blive klippet. Og Lærkes chef kørte turen på 1,5 time for at overraske pigerne og få en klipning, på trods af at han til hver en tid kan blive klippet gratis i sin egen salon.
- Jeg var meget taknemmelig, da jeg kørte hjem. Det gjorde kæmpe indtryk på mig, hvor glade og positive folk var på dagen. Der var ingen sure miner over at side og vente i kø på at komme til, siger Caroline.
Pigernes bedste råd til andre, der vil samle ind
Til andre, der overvejer at starte en indsamling, har pigerne følgende råd:
- Find en eller flere andre, du kan gå sammen med – det er nemmere at løfte i flok og rart at have noget at dele det med. Tænk igennem, hvad I har af gode ideer til selve indsamlingen. For os lå det lige til højrebenet, at vi kunne bruge vores sakse til at samle ind med, siger Caroline.
- Vi delte opgaverne imellem os, og så var det pludselig meget overskueligt at gå til. Når først man er i gang, så går det let. Vi taler allerede om at gøre det igen næste år, smiler Lærke.