Familiefædre i læderveste samler ind til Knæk Cancer

Familiefædre i læderveste samler ind til Knæk Cancer
En gang om måneden trækker Søren i lædervest og sætter sig op på sin Puch Maxi med kurs mod klubhuset i Sønderborg. Det månedlige klubmøde er helligt for Søren og de 42 andre medlemmer af Æ Als Knejte. De 43 ’knejte’, der til dagligt er familiefædre, har alle det til fælles, at de ejer en knallert fra før 1995 og en lædervest. Sammen samler de ind til Knæk Cancer. Flere af mændene har som Søren haft kræft tæt inde på livet, og det er derfor en vigtig sag for dem at støtte.

I Sønderborg har en knallertklub gang i en kreativ indsamling til fordel for Knæk Cancer, som indtil videre har samlet over 42.000 kr. ind. Søren Ulriksen på 51 år er medlem af Æ Als Knejte, som knallertklubben hedder. Knæk Cancer er en vigtig sag for Søren. Så vigtig, at han har et Knæk Cancer logo tatoveret på håndleddet.

Hånd med Knæk Cancer logo tatovering

Søren fik tatoveret Knæk Cancer logoet på håndleddet efter sin kones kræftsygdom.

Familiefar i lædervest

For at forstå, hvordan Søren fandt sin vej ind i en knallertklub, skal vi skrue tiden tilbage til sommeren 2020. Her tager hans liv nemlig et skarpt sving. Sørens kone Hanne finder en knude i sit bryst, mens hun står under bruseren. Efter lidt tid, hvor hun har gået med bekymringerne selv, bryder hun helt sammen. Søren tager med Hanne til lægen – og som frygtet får hun konstateret brystkræft. Et hårdt år følger med operation, kemo og stråler, som også tager psykisk hårdt på ægteparret og deres to døtre. Heldigvis bliver Hanne erklæret kræftfri året efter, i sommeren 2021. Og hun har det godt i dag.

- Efter den omgang mente Hanne, at jeg ville have godt af at komme lidt ud og få nogle andre at tale med. Så hun overrasker mig med en Puch Maxi til min 50-års fødselsdag i starten af 2022. Hun havde på forhånd luftet ideen for ’presi’ Rasmus (præsident for Æ Als Knejte, red.), så hun vidste at jeg havde en personlig anbefaling fra et medlem, som det kræver for at komme i betragtning, fortæller Søren.

Foruden en anbefaling fra et medlem, skal man skrive en personlig ansøgning, vise hvad man kan bidrage med til fællesskabet og stemmes enstemmigt igennem af alle ’knejtene’. 

- Jeg havde gået og grinet lidt af gamle mænd i læderveste, der kørte rundt på gamle knallerter – men jeg måtte sgu æde mine ord. Jeg elsker det! Jeg glæder mig hver gang, vi skal samles. Så det har jeg fået noget røg for, griner Søren.

Søren og Hanne

Hanne overraskede Søren med en Puch Maxi i 50-års fødselsdagsgave.

På toppen af poppen

I slutningen af sidste år lavede Æ Als Knejte en klubsang. Den fløjlsbløde popsang blev et stort hit og strøg direkte ind på Dansktoppen på P5. Det startede som en intern joke med flere andre knallertklubber på Als.

- Hernede hos os på Als ’batler’ flere lokale klubber om at lave en fed rap, hvor man sviner hinanden lidt til. Men vores musiker i klubben, Thomas Steen, skrev en blød popsang i stedet. Og den tog Dansktoppen med storm, fortæller Søren.

Klubben begyndte at få forespørgsler på at komme ud og spille. Og sådan blev ideen om en Knæk Cancer indsamling født. I stedet for et honorar for et spillejob bad klubben om en donation til deres Knæk Cancer indsamling. Og så gik der sport i også at finde andre måder at samle ind på. 

- Vi har været ude og spille mange koncerter – alt fra havnefester til private fødselsdage. Vi spillede en koncert for 2400 herrer i forbindelse med den officielle ringridderfrokost i Sønderborg. Det var en vild oplevelse at stå foran sådan et stort publikum. Vi fik stående klapsalver, og det var meget rørende, fortæller Søren.

Klubmedlemmerne spytter også godt i kassen selv og finder andre kreative måder at samle ind på. F.eks. har Søren solgt en speciallavet halskæde og en hækklipper doneret af hans arbejdsgiver og smidt pengene i indsamlingen. For hver en krone tæller.

Hele knallertklubben samlet.

Klubben samler ind til Knæk Cancer ved bl.a. at optræde med deres egne sange.

En vigtig sag at støtte

Siden klubsangen er der kommet endnu en sang til samlingen, som p.t. ligger på Dansktoppen. Den hedder Ringridderen og er en hyldest til den årlige ringridning på knallerter, som klubben arrangerer for at samle ind til velgørenhed. Og klubben pusler muligvis også med en julesang, afslører Søren.

- Det betyder rigtig meget for mig at samle ind til Knæk Cancer. Vi har altid støttet sagen i min familie, men det er en fantastisk oplevelse at være med til at samle ind og vide, at pengene går til at støtte kræftramte og forskning inden for kræft, siger Søren.

Se Æ Als Knejtes indsamling og støt her.